Doseringsprincipper

Der findes ikke en videnskabelig definition for dosering af medicinsk cannabis til forskellige sygdomme (indikationer). Dosering er meget individuel og skal tilpasses den enkelte patient ved at afprøve virkningen.

Cannabis olie dosering

 

Patienter uden erfaring med medicinsk cannabis anbefales at starte behandlingen med meget lav dosis, og stoppe behandlingen hvis uønskede bivirkninger opleves.

Dosering i forbindelse med opstart af behandling med medicinsk cannabis

Start med meget lav dosis

Øg dosis langsomt over tid til ønsket effekt mærkes

Det er vigtigt at følge lægens anvisninger for dosering, og er man i tvivl om effekten eller oplever man uønskede effekter – så skal lægen kontaktes. Patienten bør registrere det daglige indtag og dosering i et skema, så dette kan bruges i dialogen med lægen – og dermed hjælpe til med at den rigtige dosering og effekt opnås. Link nedenfor er et eksempel på hvordan et sådant skema kan se ud.

SKEMA til download: ”Patient doseringsskema”

(11 Kb)

Erfaringer fra udlandet beskriver, at der ikke er en direkte sammenhæng imellem øget dosis og øget ønsket effekt. Derfor kan det ikke konkluderes, at stor dosis er lig stor effekt. Medicinsk cannabis går i forbindelse med kroppens CB1- og CB2-receptorer, og derfor vil selv helt lave doser kunne give en effekt.

Der findes forskellige metoder til indtagelse af medicinsk cannabis. Cannabis olie kan indtages via en oral doseringssprøjte eller kapsler. Den tørrede cannabis kan blandes i madvarer (f.eks. kager) eller kan inhaleres via luftvejene (f.eks vaporizer). Nogle patienter vil have værdi af at bruge flere af disse metoder alt afhængig af deres sygdomsforløb. Den ene metode tager lidt længere tid inden virkning og giver længerevarende effekt mens andre metoder giver meget hurtig fuld effekt i en kortere periode. Rygning af medicinsk cannabis frarådes på grund af risikoen for skade på lunger og luftveje.

Effektskalaen nedenfor viser effekten ved både oral indtagelse og ved inhalering med vaporizer (forstøver). Med skalaen fås en indikation om hvornår effekten vil kunne mærkes og med hvilken varighed.

EFFEKTSKALA Oral indtagelse Inhalering med vaporizer
Effekt mærkes 30 – 90 minutter 1 – 5 minutter
Fuld effekt mærkes 2 – 3 timer 10 – 15 minutter
Varighed af effekt 4 – 8 timer 3 – 4 timer

Dosering ved oral indtagelse
Indtagelse via munden (oral) foregår i form af medicinsk cannabis olie og kapsler. Disse doseringsmetoder er enkle at administrere for patienten. Enten synkes en kapsel med vand, eller olien opmåles ved hjælp af en lille oral sprøjte – hvor olien anbringes under tungen for at blive optaget i kroppen for optimal effekt.

Det anbefales at starte med lav dosis og langsomt øge dosis. Man skal vente minimum 4 timer inden en ny oral dosis indtages. Generelt deles den daglige dosis i 3-4 orale indtag, eller et enkelt indtag inden sengetid for at opnå længere tids effekt.

Dosering ved inhalering med vaporizer
Hvis man ønsker at indtage medicinsk cannabis ved inhalering, så benyttes en såkaldt ”vaporizer” (inhalator).  Vaporizeren er en forstøver, der opvarmer den medicinske cannabis, så man kan inhalere dampen fra plantedelene.  Det er vigtigt at understrege, at man ikke ryger den medicinske cannabis, men kun inhalerer de rene dampe. Man skal undgå at ryge medicinsk cannabis, da denne metode vil tilføre uønskede giftstoffer fra tobakken. Apoteket har godkendte vaporizere til anvendelse hjemme og til når man er på farten. En vaporizer har en termostat, som sikrer at opvarmningen sker til 180-195 grader, der er den rette forbrændingstemperatur.

Denne metode gør, at effekten mærkes hurtigt efter den første inhalering, og fuld effekt opnås ligeledes hurtigt.